Bestemmelse af, om isoleringsmateriale indeholder fugt, kan opnås gennem en kombination af metoder, herunder visuel observation, taktil test, professionel instrumentmåling og laboratorietestning. Fugtindhold reducerer isoleringsydelsen betydeligt, hvilket gør rettidig identifikation afgørende.
Simple On{0}}On-Site-vurderingsmetoder
Udseendeændringer: Isoleringsmaterialer, der indeholder fugt, ser ofte mørkere ud, har en fugtig overflade eller viser vandpletter. Fx skifter stenuldsplader fra lysegul til mørkebrun efter at have absorberet vand.
Fugt ved berøring: Rør ved overfladen af materialet eller revner. Hvis det føles fugtigt, koldt eller klistret, eller hvis vand siver ud, når det presses, indikerer det, at der trænger vand ind.
Lydtest: Bank forsigtigt på isoleringslaget med en hård genstand. Tørre områder giver en sprød lyd, mens fugtige områder giver en mat lyd, fordi fugt øger materialets tæthed.
Hurtig test ved hjælp af professionelt udstyr
Portable Moisture Analyzer: Denne bruger et modstands- eller kapacitansprincip. Indsæt sonden i materialeoverfladen for direkte at aflæse fugtindholdet. Velegnet til forskellige typer plader såsom EPS, XPS og stenuld.
Infrarød termisk billedkamera: På grund af forskelle i varmekapacitet udviser vand-holdige områder unormale temperaturforskelle i infrarøde billeder, der ofte vises som lokaliserede lav-temperaturområder (blå/grønne pletter), hvilket muliggør hurtig placering af vandudsivningspunkter.
Præcise laboratoriemålingsmetoder
Tørringsmetode (voldgiftsmetode): Kerneprøver forsegles og sendes til test, tørres i en ovn ved 105±5 grader til konstant vægt, og fugtindholdet beregnes ud fra masseforskellen. Dette er den nationale standardmetode og giver de mest nøjagtige resultater.
Vandabsorptionsteststandard: Stiv skumplast udsættes for en 96-timers nedsænkningstest i henhold til GB/T 8810-2005, eller mineraluld underkastes vakuummætningsbehandling i henhold til GB/T 5480-2017 for at kvantificere materialets modstandsdygtighed over for vandabsorption.